Det korte svar afhænger af, hvornår optællingen blev foretaget, og hvad der regnes for en bekræftet måne. Et nyttigt dateret øjebliksbillede er opgørelsen fra 2023: Den talte 285 kendte naturlige satellitter i kredsløb om de otte planeter. De fleste var ikke små udgaver af Jordens måne. De spænder fra små, uregelmæssige objekter til verdener større end Merkur, med meget forskellige landskaber og historier. Astronomerne bliver ved med at finde og bekræfte små måner, så et samlet tal uden en dato kan hurtigt blive misvisende.
En optælling fra 2023, planet for planet
I dette øjebliksbillede fra 2023 havde Merkur og Venus 0 kendte måner. Jorden havde 1, Mars havde 2, Jupiter havde 95, Saturn havde 146, Uranus havde 27, og Neptun havde 14. Lægger man tallene sammen, bliver summen 285. De gigantiske planeter står for næsten det hele: Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun havde tilsammen 282 kendte måner, mens de fire indre planeter havde 3.
Det er tal fra en opgørelse, ikke en påstand om, at hver planet har et fast, endeligt antal måner. Optællinger kan ændre sig, når observationer afslører svage objekter, når opfølgende arbejde fastslår et kredsløb, eller når et objekts status bliver vurderet på ny. Forskellige lister kan også afspejle forskellige skæringsdatoer eller kriterier for, hvornår en måne tæller som bekræftet. Summen skal derfor bedst forstås som »kendte og optalte i denne daterede opgørelse« snarere end som antallet af alle måner, der findes.
Uligheden har en fysisk forklaring. De gigantiske planeter er langt mere massive end Jorden og kan holde mange objekter i kredsløb; deres ydre områder rummer også grupper af små måner. Mange har uregelmæssige former og bevæger sig i fjerne eller hældende baner. De høje månetal betyder ikke, at hver måne kan sammenlignes med den lysende, runde måne, vi kan se fra Jorden.
De største måner ændrer målestokken
De største måner er verdener i sig selv. Jupiters Ganymedes er Solsystemets største måne med en diameter på omkring 5.268 kilometer. Den er større i diameter end Merkur, som har en diameter på omkring 4.879 kilometer. Sammenligningen er overraskende, fordi Merkur er en planet, mens Ganymedes er en satellit; det afgørende for størrelsen er selve himmellegemet, ikke dets betegnelse eller hvad det kredser om.
Saturns Titan følger lige efter med en diameter på omkring 5.150 kilometer. Den har en betydelig atmosfære samt søer og have af flydende kulbrinter på overfladen. Både Ganymedes og Titan er større end Jordens måne, der har en diameter på omkring 3.475 kilometer. Jordens følgesvend ligger altså ikke i nærheden af toppen af størrelsesranglisten, selvom den dominerer vores nattehimmel og har præget kalendere, tidevand og menneskelig udforskning.
Størrelsen fortæller ikke hele historien. Jupiters Io er mindre end Jordens måne, men har en usædvanlig høj vulkansk aktivitet. Europa er også mindre og en isverden, hvis overflade og indre gør den til et vigtigt emne for videnskabelig interesse. Ganymedes har sit eget magnetfelt. Forskellene viser, hvorfor »største måner« er et nyttigt udgangspunkt, men ikke en rangliste over videnskabelig betydning. Hvis du vil have en visuel fornemmelse af, hvordan måner og planeter passer ind i det større system, viser sidens interaktive kort over Solsystemet planeternes aktuelle positioner.
Jupiter og Saturn: tætpakkede systemer
Jupiters fire største måner – Io, Europa, Ganymedes og Callisto – kaldes ofte de galileiske måner efter Galileo Galileis observationer i 1610. De er store nok til at have hver deres særpræg: Ios vulkanske overflade, Europas is, Ganymedes' størrelse og Callistos stærkt kraterfyldte terræn fortæller fire meget forskellige historier om det samme planetsystem. De udgør kun en håndfuld af Jupiters langt større bestand af kendte satellitter.
Saturns optælling i øjebliksbilledet fra 2023 var endnu højere, men den numeriske føring betyder ikke, at alle Saturns måner er store. En stor del af det samlede antal består af små satellitter, herunder objekter knyttet til ringene og grupper af måner. Saturn har også Titan, en markant verden med en tæt atmosfære, og Enceladus, en mindre ismåne, der er kendt for materiale, som bryder ud fra dens sydpolare område. I en optælling tæller hver bekræftet måne som én post; den fortæller ikke noget om dens størrelse, aktivitet eller videnskabelige interesse.
Fjerne måner og Jordens nære følgesvend
Uranus og Neptun føjer snesevis af måner til planeternes samlede beholdning, herunder nogle få store og mange mindre satellitter. Neptuns Triton er bemærkelsesværdig, fordi den kredser i modsat retning af Neptuns rotation. Den usædvanlige bane er en af grundene til, at forskerne mener, at Triton kan være blevet indfanget, snarere end at være dannet i sin nuværende bane sammen med Neptun. Uranus' største måner er langt mindre end Ganymedes og Titan, men omfatter forskellige is- og stenlegemer.
Jordens måne fylder beskedent i en optælling planet for planet, men dens forhold til Jorden er usædvanligt fremtrædende. Den er stor i forhold til sin planet og tæt nok på til at fremstå som et lysende objekt med tydelige detaljer for det blotte øje. Dens skiftende faser skyldes, at Solen oplyser forskellige dele af den halvdel af Månen, der vender mod Jorden. Guiden til Månens faser forklarer geometrien; en månefasekalender angiver de præcise tidspunkter for faserne måned for måned.
Hvad en optælling af måner kan – og ikke kan – fortælle
En planets samlede antal måner er lige så meget et øjebliksbillede af observationer og klassifikation som en beskrivelse af dens omgivelser. Små, fjerne måner er sværere at opdage end store, og et nyopdaget objekt kræver tilstrækkeligt mange observationer til at fastslå, at det følger en stabil bane. Derfor bør en velkendt tabel over antal have en dato, og derfor kan en nyere opgørelse afvige, uden at planetsystemerne i sig selv pludselig har ændret sig.
Når du planlægger en observation, er optællingen mindre nyttig end et lokalt blik på Månen. Dens fase, opgangstid og position afhænger af dato og sted; månedashboardet for New York City viser for eksempel fase og belysning sammen med måneopgang, månenedgang, højde, azimut, afstand og et kig på himlen med lokale vejrforhold. En optælling af Solsystemets måner besvarer spørgsmålet om, hvor mange der var med i en bestemt opgørelse. Når man ser op, får man en anden fortælling: Hvilken måne er over din horisont i aften?